Livet på Vejerslev Ældrecenter

På Vejerslev Ældrecenter arbejder vi for at skabe en indholdsrig hverdag i trygge rammer i et hjemligt miljø, hvor det muligt at leve et privat liv i egen bolig. Høj faglighed og hjerterum er i højsædet.

Vi mener, det er vigtigt, at du som beboer har indflydelse og medbestemmelse på dagligdagen. Vi tilrettelægger derfor hjælp og aktiviteter i tæt samarbejde med dig og eventuel dine pårørende og arbejder aktivt for at støtte dig til at bevare flest mulige selvstændige funktioner i dit nye hjem.

Vi lægger stor vægt på at udvise respekt for dine behov og vaner. Det er vort ønske at skabe et miljø, der rummer meget livskvalitet.

Vi lægger op til et tæt samarbejde og en åben dialog med pårørende om forhold og praktiske tiltag omkring den enkelte beboer. Vi starter ved indflytning med en gensidig forventningssamtale og er konstant opmærksom på at drage pårørende ind i forskellige problemstillinger. Ligeledes indbyder vi til forskellige festlige sammenkomster i løbet af året. Det er også rart, hvis du som pårørende har mulighed for at give en hånd med ved arrangementer.

Aktiviteter

Vi har mange forskellige aktiviteter i dagtimerne mandag og fredag. Det kan f.eks. være bagning til fælleskaffe, gåture i dejligt vejr, cykelture, og sangformiddag med børnehaven. Om du har lyst til at deltage i aktiviteterne er helt op til dig selv.

Vi har hvert år faste sammenkomster på Vejerslev Ældrecenter. Det er nytårskur, kirkegang (gudstjeneste på Ældrecentret hver måned), påskefrokost, Sct. Hans aften, grillfest, høstfest, julepyntning og julefrokost.

Samtidig har vi hvert år nogle faste udflugter. Det kan være køretur i veteranbiler og bus ud i det blå, løvspringstur, løvfaldstur og sommerudflugt.

Vores mange frivillige både arrangerer og deltager i næsten alle aktiviteter. Vi er så heldige, at de frivillige passer vort drivhus, så vi kan høste friske agurker og tomater.

Livet i demensafsnittet

I demensafsnittet har vi på hver gang et fællesrum med køkken, hvor du kan spise, hygge, se fjernsyn eller bare være sammen med de øvrige beboere og personalet. På demensafsnittet har vi to store katte, som bringer glæde til os alle.

Hos os er miljøet præget af tryghed, tillid, forudsigelighed, ro, rummelighed og god stemning. Vi arbejder med ærlige og kærlige relationer og derigennem styrker vi den enkeltes selvværd.  

Bruger- og pårørenderåd

Vi har et bruger- og pårørenderåd, som består af repræsentanter fra beboergruppen. Det kan både være beboere og pårørende samt en personalerepræsentant og endelig lederen, som fungerer som sekretær for rådet.